På jagt efter ægte kærlighed

Jagten på kærlighed var tæt på at ødelægge tilværelsen for Helle Poulsen (29), som efter utallige forhold kom ud i  stofmisbrug og ønskede at tage sit eget liv. Efter en bønnenat oplevede hun Guds kærlighed og kom i rehabilitering på Bakkebjerg, der hjælper kvinder i nød.

Af Karen Hedegaard

- Hele mit liv har jeg søgt bekræftelse hos andre mennesker. Jeg målte mig selv ud fra, hvad jeg kunne præstere, og hvor godt jeg så ud. Jeg troede, jeg skulle gøre mig fortjent til kærlighed. F.eks. ved at være specielt lækker, specielt dygtig eller være god og gøre, hvad der blev forventet og sagt. Derfor var det overvældende for mig at komme til Bakkebjerg, hvor jeg oplevede den ægte kærlighed. Her oplevede jeg for første gang mennesker, der elskede mig ubetinget, præcis som jeg var!
Helle bor på ”Bakkebjerg”, der er Evangelists rehabiliteringscenter for kvinder i nød. Huset ligger i Nordsjælland i landlige omgivelser. På terrassen bliver der budt på kaffe og nylavede vafler, som husets børn har bagt, mens de voksne så småt er gået i gang i køkkenet med at forberede aftensmaden til 20-25 personer. Helle er lige kommet hjem fra arbejde på en nærliggende fabrik, og samtalen er allerede i fuld gang.
- Hvis ikke jeg var kommet til Bakkebjerg, så ved jeg ikke, hvor jeg var endt. Jeg var i hvert tilfælde langt ude. Forvirret og rodløs, konstant på jagt efter nye oplevelser. Jeg havde taget stoffer og følte mig draget til at fortsætte i dette miljø. Jeg ville skære i mig selv og tænkte på selvmord. Min nærmeste familie vidste ikke, hvad jeg gik igennem, for jeg ønskede ikke at skuffe dem. Faktisk havde jeg ingen, som jeg kunne tale med om disse ting, siger Helle alvorligt.

Skilsmisse, skole og kæreste
Helle kommer fra Hillerød, hvor hun boede de første år af sit liv med sin far og mor og to ældre søskende. Forældrene blev skilt, da hun var fem, og hun flyttede med sin far til Sønderjylland, hvor der var billige huse og job at få. Året efter flyttede de tilbage igen, så Helle kunne se sin mor mere regelmæssigt.
- Både min far og mor er lærere, så jeg er opdraget meget pædagogisk. Min far og jeg havde det godt sammen, og det gik fint i skolen, selv om jeg var noget af en ”drømmer”. Jeg var en rigtig hestepige, som elskede at ride i skoven og lege prinsesse. Da jeg blev teenager blev jeg mere urolig og blev ofte smidt uden for døren, men det endte da med, at jeg tog mig sammen og fik afsluttet 9. klasse med ok karakterer, husker Helle.
- I 10. klasse skiftede jeg skole og blev mere ”flippet”. Jeg lignede en, der røg hash. Jeg fik også en kæreste. Jeg var 16 og kørte Puch Maxi. Han var 18 og kørte Opel Kadett. Han var i lære som blikkenslager, snakkede som en havnearbejder og kom fra et hjem, hvor der blev drukket mange øl. Helle fortsætter:
- Senere flyttede jeg ind hos svigerfamilien. Min far flyttede til Århus, og jeg valgte at blive hos min kæreste. Vi boede i en lejlighed i svigermors kælder, men det var ikke helt uproblematisk. Det endte med, at vi fandt en ungdomsbolig, hvor vi kunne bo sammen som mand og kone. Jeg kom i lære som konditor og klarede alt det praktiske, og min kæreste lavede ingenting, ud over at gå på arbejde, drikke øl og ligge på sofaen og sove, når han kom hjem.

På Alfa-kursus

En dag kom hendes storebror forbi og fortalte, at han var blevet en kristen under sin konfirmationsforberedelse.
- Jeg er ikke opdraget specielt kristent, udover at jeg var på FDF spejderlejr som barn, siger Helle.
- Min bror inviterede mig til Alpha kursus i folkekirken i Hillerød. Det er en slags kristendoms kursus, og det syntes jeg lød spændende. Jeg tog med og sagde ja til Jesus dér. Jeg var helt vildt glad, hver gang jeg havde været af sted til Alpha kursus. Min kæreste var sikker på, at jeg havde en kæreste i kirken. Han vidste jo ikke, hvad der var sket, og kunne ikke forstå, hvorfor jeg pludselig var blevet så glad. Præsten sagde, at jeg skulle gå hjem til min kæreste og bede om  tilgivelse, fordi jeg havde været ham utro, hvilket jeg gjorde. I dag undrer jeg mig over, at han ikke sagde, at det var forkert at leve sammen uden at være gift!
Helle fortæller, hvordan hun blev dybt rørt, da hendes storebror blev gift i sommeren 2001:
- Det var så smukt, og jeg var fascineret over deres forhold. Tænk engang, at de levede rent uden at gå i seng med hinanden, før de blev gift. Jeg ville også giftes og opleve den samme lykke, siger Helle eftertænksomt.
Få måneder senere blev Helle gift, men under knap så lykkelige omstændigheder. Hun var gravid og ventede barn, men ugen før brylluppet begyndte hun at bløde og fik en ufrivillig abort. Hun var helt knust, men kunne ikke drømme om at aflyse.
- Jeg troede, jeg kunne redde min mand, når vi blev gift, og ønskede af hele hjertet, at han skulle blive en kristen. Jeg drømte stadig om den ”perfekte familie”. Men efter aborten havde jeg ikke lyst til at blive gravid igen. Det var ikke perfekt længere, så i stedet for at holde fast ved troen, fandt jeg andre interesser.

Rodløshed
Helle kastede sig over westernridning og blev forelsket i en fyr på rideskolen, som hun flirtede med. Hendes mand blev naturligvis sur, da han fandt ud af det, men Helle fortsatte. Bl.a. oprettede hun en datingprofil på internettet og mødte forskellige mænd for at blive bekræftet. Hun begyndte at gå til styrketræning og fik nye venner, hvilket resulterede i nye sidespring for at få en undskyldning, så hun kunne blive skilt fra sin mand. Ægteskabet holdt i halvandet år, så flyttede Helle ind hos en ny mand, som hun boede sammen med i otte måneder, indtil hun fandt en ny osv. osv.
- Det var noget værre rod. Jeg syntes mænd var dumme, men havde en naiv idé om, at den næste måske var bedre, siger hun.
Helle levede livet sammen med veninderne og gik op i smart tøj og fester. Hun nød, at hun ikke længere var i et fast  forhold, men havde skiftende kærester, efter hvad der passede bedst.
- Jeg blev mere og mere rodløs og forvirret, altid på vej mod næste store oplevelse. Der skulle hele tiden ske noget nyt, forklarer hun.
Helle gad ikke være konditor, så hun besluttede sig for at blive landmand. Hun søgte optagelse på Lyngby Landbrugsskole, og da hun fandt ud af, at man kunne komme i praktik i Australien, var det naturligvis den vej, hun gik.
Her boede hun hos en kristen familie, der drev et – efter australske forhold – lille landbrug. Helle passede sit job, og i fritiden var hun på udkig efter den store kærlighed. Hun var meget omsværmet, og der var rigtig mange fyre, som stod i kø for at give Helle den bekræftelse, som hun hungrede efter. Hun håbede, at hun skulle møde Mr. Right, og at han ville give hende en på opleveren i den vilde, australske natur, men sådan skulle det ikke gå.
Syv måneder senere, da opholdet officielt var forbi, måtte Helle tilbage på skolebænken og fortsætte sin praktik.

Fest-narkoman
Tilbage på landbrugsskolen fandt hun sig en ny fyr. Han var 17 og hun var 27, men det var ikke noget problem, mente hun.
- Han var meget udadvendt og åben, og jeg var sådan en rådgivertype, som gerne ville hjælpe ham. Senere fandt jeg ud af, at grunden til, at han snakkede, var, at han havde taget stoffer. Der sad et Bandidos klistermærke på hans dør, og det viste sig, at han handlede med tyvekoster. Jeg syntes, det var spændende at få sådan en ”gangster-kæreste”.
Helle fik tatoveret et kors over lænden. Hun kunne ikke glemme troen på Jesus, selv om hun ikke længere levede livet med ham.
Til at begynde med tog hun ikke selv stoffer. Første gang hun prøvede det, var det for at hjælpe sin kæreste, så hun bedre kunne forstå ham. Hun ville jo gerne hjælpe…
- Jeg tog kun stoffer, når vi skulle til fest. Vi tog amfetamin og kokain. Jeg syntes, det var spændende, men jeg havde en fornemmelse af, at Djævlen sad og grinede af mig. ”Nu bliver du narkoman”, sagde han.
- På et tidspunkt tog vi stoffer i tre dage, uden at spise eller sove, og så slog det klik. Jeg blev så forfærdelig bange og lå på en sofa og rystede. Bagefter var jeg bange for alt. Jeg turde f.eks. ikke køre bil, og mit selvværd var lig med nul. Jeg fik en piercing og begyndte at ryge, bare for at stive mig selv lidt af. Jeg var sikker på, at jeg var blevet dum, fordi jeg havde taget stoffer. Hvis ikke jeg havde haft min veninde, så havde jeg ikke klaret eksamen, siger hun og tilføjer, at hun  desværre aldrig blev ”helt færdig”. Faktisk droppede hun ud af skolen fire måneder før tid.

Selvmordstanker
Forvirret som hun var, kastede Helle sig over pædagogstudiet, men havde svært ved at falde til. Pædagogverdenen var en ”kvindeverden” modsat konditor og landbrugsverdenen, hvor det var mænd, som dominerede. For at tjene penge til studierne fik Helle job som livredder og var rigtig god til dette. Hun kunne dykke dybest og længst og var ikke bange for at dø. Tværtimod. Hendes udgangspunkt var, at det hele kunne være lige meget. Livet var ikke fedt. Helle brugte det meste af tiden foran fjernsynet og sumpede og var mega ensom. Snart begyndte selvmordstankerne at banke på. Hun ville skære i sig selv, men var for stolt til det. Hun var bange for, at nogen ville se det, når hun styrketrænede.
En dag mødte hun en ven, som inviterede hende til bønnenat i Hillerød.
- Jeg havde alle mulige undskyldninger og havde virkelig svært ved at beslutte, om jeg skulle tage af sted, eller om jeg skulle blive hjemme foran fjernsynet, husker hun. Det endte med, at Helle tog til bønnenat og sad bagest i salen.
- Jeg havde dårlig samvittighed. Jeg havde jo været langt væk fra Gud i lang tid. Jeg var også ret skeptisk. Jeg må have set sådan ud, for bagefter var der nogen, som troede, at jeg var journalist!
Helle var overvældet af de mange indtryk og endte med at gå frem til forbøn for at overgive sig til Gud. Da hun gik ned på sin plads, begyndte hun at græde, og i pausen knækkede filmen. Heldigvis var der en medarbejder i Evangelist, som tog sig kærligt af hende. Hun fik en sodavand og nogle Evangelist aviser og fik at vide, at hun var velkommen til at komme igen.

På den anden side
Helle fortsætter:
- Efter at der blev bedt for mig, stoppede jeg med at ryge og dyrke sex med forskellige mænd. Jeg  chattede med nogle venner, som advarede mig mod Evangelist, men de kunne ikke skræmme mig. Jeg kunne mærke, at det, de stod for, var ægte. Der var virkelig kamp på. Jeg havde lyst til at tage ind på Christiania og købe stoffer, men gjorde det ikke. Jeg følte, jeg stod mellem to grupper venner. Dem som hadede stoffer, og dem som var på stoffer. Heldigvis var der en af vennerne fra pædagogseminariet som opfordrede mig til at søge hjælp. ”Vi ses på den anden side”, sagde han.
Helle havde læst en historie i Evangelist avisen om en grønlandsk pige, som var gået under jorden for at få hjælp.
- Jeg fik lyst til at gøre det samme, men vidste ikke, om jeg var langt nok ude, husker hun.
Helle tog til møde i Gørløse Forsamlingshus den 17. december 2006 og her mødte hun Martin og Vibeke Schmidt, lederparret på Bakkebjerg. Hun tog med dem hjem til samtale og kl. 20 samme aften kom hun i bøn og faste.
- Der blev ryddet op i fortiden, og jeg blev sat fri for selvmordstanker og trangen til stoffer. Det gik stille og roligt. Jeg gjorde alt, hvad de sagde, og var glad for, at det var så struktureret. Da jeg kom ud efter de tre dage og så bønnelisten, var jeg overrasket. Tænk at alle de mennesker, som jeg ikke kendte, havde været med til at bede for mig!
Helle måtte afbryde kontakten til sine venner de første tre måneder og afleverede sin telefon, hvilket var rigtig svært. Efter de tre måneder var hendes kristne storebror den første til at besøge hende. Resten af familien har også været på besøg, bl.a. har hendes far holdt jul på Bakkebjerg.
- I starten kørte jeg efter regler, men nu har jeg oplevet Guds kraft og har slet ingen trang til det gamle liv. Jeg har fundet ud af, at det kan lade sig gøre at leve efter Biblen, og nu forstår jeg det, som jeg læser. Gud taler til mig, og jeg har oplevet, hvordan han kan bruge mig til at hjælpe andre. Både praktisk og åndeligt, siger hun.
Hvad fremtiden angår, så rejser hun fra Bakkebjerg efter sommerferien for at arbejde i Uganda som volontør. Her bliver det hendes primære opgave at undervise missionærernes børn, og det glæder hun sig til. Om hun ender med at gå i sine forældres fodspor og selv tage en læreruddannelse vil tiden vise. Foreløbig har hun ”kun” uddannelsen som konditor, næsten landmand og lidt pædagog!

    Da Gud brød stilheden

Lillian havde stort set ikke snakket i 20 år, da hun kom til Evangelist for lidt over to år siden. Hun var bundet af menneskefrygt og mindreværd. Hun var blevet misbrugt seksuelt og turde ikke tro på sig selv. I dag er hun medarbejder på rehabiliteringscenteret Bakkebjerg og er med til at gøre en forskel i andres liv.


Bag den helt utrolig stille facade, gemte sig en yderst temperamentsfuld, intelligent og velformuleret ung kvinde. Men Lillian Bromberg Olsen var så bundet af menneskefrygt og mindreværd, at hun ikke turde give ordene bag facaden lyd.
- Jeg tænkte, at andre nok alligevel ikke gad høre, hvad jeg mente om de forskellige ting, fortæller Lillian. Inde i hovedet havde hun alle de rigtige sætninger, men helt fra barnsben var hun som låst, når nogen spurgte om noget. Ordforrådet var begrænset til ”Ja” og ”Nej” eller ”Det ved jeg ikke”.
- Min mor eller søster var altid med mig og svarede på mine vegne, fordi de vidste, at jeg ikke ville svare selv.
Jeg var totalt afhængig af dem og gik ikke nogen steder, uden de var med. Jeg kom faktisk heller ikke i kirken,
hvis ikke de gjorde, husker hun tilbage.

Netto for livet
Lillian Bromberg Olsen, 31, er vokset op i Korsør i en kristen familie. Når det kun var den nærmeste familie, der var
samlet, snakkede hun fint og uden problemer, men så snart der var andre, blev hun tavs igen. En dag foreslog søsteren, at hun skulle søge job i Netto, hvilket hun endte med at gøre, selvom det var enormt grænseoverskridende
for hende.
- Jeg snakkede ikke med nogen det første år, jeg arbejdede der, og jeg kunne finde på at gå en omvej gennem butikken, bare for at undgå at møde mine kollegaer. Efter noget tid blev det stille og roligt til min trygge base. Faktisk forestillede jeg mig, at jeg skulle være i Netto i måske 50 år eller mere, griner Lillian, der brugte enormt meget tid i butikken og virkelig var glad for sit job.

Facaden falder fra hinanden
Selvom der var styr på livet udadtil, var der langt fra styr på følelserne.
- Jeg havde egentlig alt, hvad jeg turde drømme om, og alligevel gik tingene ned ad bakke for mig. Jeg fortalte ikke nogen, hvordan jeg havde det, og prøvede at holde sammen på min skal. Vreden inde i mig voksede og gik særligt ud over de mennesker, der var tæt på mig. Faktisk husker jeg mig selv som temmelig urimelig i den periode og har været nødt til at bede mange om tilgivelse bagefter. Lillian ryster på hovedet, når hun tænker tilbage på sin måde at håndtere forkastelsen og mindreværdet på:
- Jeg kom heller ikke i kirken længere, for jeg tænkte, at de sikkert ikke kunne lide mig, og så kunne jeg i hvert fald heller ikke lide dem! I samme periode flyttede hun hjem til sine forældre og boede dér i et halvt års tid.

Alpha-kursus
Storesøsteren spurgte om ikke hun kunne tænke sig at starte til Alphakursus i kirken.
- I første omgang mente jeg ikke, at jeg havde brug for det, men efter lang overvejelse endte jeg med at melde mig til, smiler Lillian
- Det var en rigtig god tid, og faktisk fandt jeg ud af, at de andre fra kirken egentlig godt kunne lide mig. Det gik også op for mig, at jeg havde forkastet dem af frygt for, at de skulle forkaste mig. Så jeg begyndte at komme i kirke igen og kom fast til Alpha. Lillian befandt sig godt i gruppen, og som afslutning på kurset, skulle hun deltage i en Alpha-weekend med Christian Hedegaard, der skulle tale om Ånd & Ild.
- Hedegaard fortalte vidnesbyrd om mennesker, der var kommet igennem, og om hvordan Gud havde grebet ind i de mest utrolige situationer.
På trods af mit bitre, hårde hjerte, fik jeg straks dårlig samvittighed, og tænkte: ”Hold da op, at jeg har tænkt dårligt om ham uden at vide noget som helst!” Gud viste mig, hvor fordømmende og kritisk jeg var...

Gørløse – en by i Jylland
- Selv om jeg var kommet i pinsekirken i 29 år, og var vant til tungetale, kunne jeg ikke selv tale i tunger. Jeg ville gerne, og flere havde bedt for mig, men intet skete. Denne aften var der mange der fik tungetalen, men noget blokerede mig. Jeg talte med Christian Hedegaard, eller det vil sige: han talte til mig, for jeg var hunderæd og turde slet ikke sige noget. I løbet af samtalen nævnte han flygtigt, at det ville være godt for mig at flytte op til Lena Løbner.
Tanken om at flytte voksede sig større i Lillians hjerte:
- Jeg gik rundt den aften og sagde til mig selv at jeg snart skulle flytte til Jylland, for jeg var overbevist om at Gørløse lå der. Lillian griner som hun tænker tilbage på sin indre monolog. Hun havde fået en masse at tænke over den aften, og måtte ud at tygge lidt på det hele.

På strandtur med Jesus
- Med det samme jeg trådte ud af døren, begyndte jeg at græde. Det var som om Jesus gik ved siden af mig.
Han mindede mig om ting, der skulle gøres op, og hjalp mig til at forstå, at det var mig, der havde et problem, ikke alle de andre fra kirken. Jeg kunne pludselig se, at der faktisk var nogen, der havde prøvet at tale med mig, men at det ikke havde været nogen let opgave, når jeg var så tavs. Jeg så kort sagt mit liv ovenfra, og jeg kunne se, at det gik i den forkerte retning. Jeg vidste, at jeg ikke kunne blive ved med, at holde facaden meget længere. Gud prikkede særligt til en bestemt ting, som jeg absolut under ingen omstændigheder ville slippe. Men jeg vidste, at det var nødvendigt, siger Lillian alvorligt, og fortæller at hun som barn var udsat for en række seksuelle overgreb, som
hun aldrig havde fortalt nogen om.
- Jeg måtte have hjælp til at komme videre, og var faktisk ligeglad med at jeg skulle sige mit job i Netto
op, og flytte op til vildt fremmede mennesker, for jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp hvis ikke det skulle ende galt. Det var en frygtelig hemmelighed at bære rundt på, og der gik lang tid, før jeg brød tavsheden og fik set den person i øjnene, som havde gjort mig ondt. Med Guds hjælp og tilgivelse blev alting gjort op...

Ud over kanten
Da Lillian kom hjem fra strandturen var klokken tre om natten, og da hun vågnede to timer senere, var hun fuldstændig frisk.
- Jeg begyndte at læse i min bibel, og ordene blev helt levende for mig. Jeg havde aldrig nogensinde oplevet
noget lignende, fortæller hun. Lillians søster ringede til Evangelist kontoret for at etablere kontakten til Lena Løbner. Lillian sendte en mail og skrev sammen med hende gennem noget tid, hvorefter hun efter noget tid mødte hende personligt til et arrangement med Evangelist.
- Hun spurgte mig meget direkte, om det nu også var det her jeg ville...? Og hvis det var, så skulle jeg sige mit job op omgående. Dagen efter da jeg kom på arbejde i Netto sagde jeg op, selvom det var min fem års jubilæumsdag og de havde pyntet hele butikken op, fortæller Lillian med et glad glimt i øjet. Halvanden måned senere flyttede hun fra Korsør til Gørløse.
- I denne periode brugte jeg meget af tiden på Gud. Jeg hørte hele tiden lovsang, læste i biblen og tudede konstant. Gud han gav mig ord, der passede lige ind i min situation. Men jeg husker slet ikke alt det, jeg oplevede, der skete simpelthen så mange vilde ting. Jeg begyndte også at komme i kirken, uden at min mor og søster behøvede at tage med.

Tungetale
Der gik kort tid, så stod Lillian overfor en ny udfordring:
- Lena Løbner spurgte mig en dag om jeg talte i tunger. Det gjorde jeg jo ikke, men hun ville ikke høre på alle mine undskyldninger og dårlige erfaringer. Så hun sagde, at tungetale var en forudsætning for, at jeg kunne få hjælp. Jeg gik helt i panik, og tænkte ”Åh, nej... Jeg har jo sagt mit job op!” Lillian griner, hun havde faktisk opgivet håbet om at kunne flytte til Gørløse. Men Gud greb ind, endnu engang:
- En aften jeg sad og læste vidnesbyrd på Evangelists hjemmeside, faldt jeg over vidnesbyrdet fra et ægtepar, der kom i min menighed. Jeg anede ingenting om deres historie, og det kom helt bag på mig. Jeg begyndte at græde, fordi det rørte mit hjerte så dybt, og pludselig ud af det blå begyndte jeg at tale i tunger. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Det her har jeg ventet på i 29 år, og så var det så nemt!?”

”Så er der serveret!”
Det var en stor omvæltning for Lillian at flytte sammen med 13 fremmede mennesker, over 100 km væk fra familien. Men som hun husker det, var det ikke noget problem, fordi ”evangelisterne” bare elskede hende og var der for hende.
–Den største udfordring var en dag, hvor jeg pludselig blev sat til at lave mad til 14 mennesker, fordi hende der var på planen, blev forhindret. Hun sagde, at jeg bare skulle lave noget kylling. Jeg tænkte, at det heldigvis kunne have været værre, selvom det nok lige præcis var, hvad mine kokkeevner rakte til. Jeg havde levet af færdigretter fra Netto, kogt pasta med ketchup, men havde dog prøvet at lave bakkekylling enkelte gange. Problemet var, at disse kyllinger
skulle parteres først! Jeg gik helt i sort, og måtte hive fat i én af de andre, der boede i huset. Som Lillian fortæller historien, kan man høre, at der virkelig er sket noget med hende. Hun er ikke længere den usikre pige, der kom for lidt over to år siden. Det er tydeligt for enhver, at
hun er total forvandlet.

Endnu en udfordring
- En dag sagde Lena Løbner til mig, at jeg skulle have kørekort, og det turde jeg simpelthen ikke. Jeg troede ikke,
at jeg kunne sidde 45-90 minutter i bil med en fremmed kørelærer, dog beroligede det mig, at jeg skulle spare
penge sammen, inden det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg regnede med, at der skulle gå mindst et halvt år, måske endda et helt. Men i løbet af få måneder var jeg blevet velsignet på de mest utrolige måder, så jeg havde
7000 kr. sparet op og kunne gå i gang.
Det gik faktisk helt ok, og jeg bestod teoriprøven i første hug, men dumpede både min første og min anden køreprøve. Så fik jeg den skøre tanke, at jeg skulle gå syv gange rundt om skolevognen inden den tredje køreprøve,
ligesom Josva og Kaleb gik rundt om Jerikos mur, for at indtage byen i Josvas Bog, kapitel 6. Men jeg syntes, at det var så skørt, at jeg undlod at gøre det. Og så dumpede jeg endnu engang, fortæller Lillian.
- Fjerde gang var jeg lydig overfor Guds inspiration, og da den store dag oprandt, sagde jeg til min kørelærer: ”Jeg tror lige, at jeg beder lidt inden vi skal ud at køre...” Læreren satte sig ind i bilen og stirrede enormt koncentreret
ned i sine papirer, mens jeg gik rundt om den syv gange og bad i tunger. Faktisk kørte jeg endnu dårligere end første gang, men det var som om at Gud sørgede for, at jeg bestod.

Fremtidsdrømme
Når vi snakker fremtid, er det som om der tændes et lys i Lillians øjne. Hun drømmer ikke længere om at arbejde i Netto til sine dages ende, men derimod om at være med til at gøre en forskel i menneskers liv. Til spørgsmålet om hvor hun er om fem år, lyder det lynhurtigt:
- Så er jeg gift og har børn, og jeg er et sted, hvor der er mennesker i nød. Gerne børn eller ældre, da det er dem der ligger allermest på mit hjerte. Desuden er jeg også færdiguddannet socialog sundhedshjælper til den tid.
Lillian kan se tilbage på to år hvor Gud virkelig har grebet ind i hendes liv, og som hun sidder og fortæller den ene sjove historie efter den anden, er det helt utroligt, at det er hende selv hun fortæller om. Det er ganske vist at Gud har gjort store ting i hendes liv. I takt med at hun har fået mere og mere selvtillid, er hun også blomstret op. Hun er bestemt ikke tavs længere, men ved, at det hun bidrager med har betydning:
- Jeg havde svært ved at tro på at jeg kunne gøre en forskel i andre menneskers liv. Men det er jo det jeg gør nu! slutter Lillian, der arbejder som medarbejder på Evangelist rehabiliteringscentret Bakkebjerg.
Efter at Gud har brudt stilheden i hendes liv er hun i dag én af dem, som er med til at tale med husets beboere, når de har det svært.

Evangelist avisen nr. 3, år 2006

Da Maria Damsgaard, 27, tog med sin mor på Alternativ Sommerfestival sidste sommer, havde hun ingen idé om at det ville komme til at forvandle hendes liv. Det blev et farvel til gamle tankemønstre, vaner og antidepressivmedicin, og starten på et helt nyt liv i frihed.


Maria Damsgaard fra Herning blev skilt for fem år siden, hvilket efterlod hende som alenemor med to små børn i en alder af kun 23 år.
Børnene Jessica og Mathias voksede op hos Maria, som udadtil så ud til at klare ærterne. Hun var en stærk pige og tog både uddannelse og kørekort midt i den svære tid, men bag facaden så det ikke helt så godt ud.

Depression eller ej?
- Jeg vidste inderst inde, at der var noget helt galt, og i perioder røg jeg helt ned med flaget, fortæller Maria Damsgaard.
Når hun var alene, trak hun sig ind i sig selv og trøstespiste, hvilket resulterede i at hun tog voldsomt på, men hun sagde aldrig til nogen, hvordan hun virkelig havde det.
- Faktisk havde min mor prikket til mig flere gange og spurgt, om jeg mon ikke havde en depression? Men jeg slog det fra mig. Depressive mennesker de var jo syge, jeg kunne sagtens klare mit liv, siger hun.
Alligevel gik det langsomt op for hende, hvordan tingene stod til, og da en nær bekendt fik en alvorlig depression
kunne hun pludselig se fællesnævnerne.

På psykiatrisk afdeling
I sommeren 2004 fortalte Maria sin læge, hvordan hun i virkeligheden havde det. Allerede ugen efter lod hun sig indskrive på psykiatrisk afdeling og kom i medicinsk behandling, mens børnene blev anbragt i familiepleje, hvor de var i 10 måneder.
Tingene gik ned ad bakke for den lille familie, og Mathias blev indstillet til en plads på børnepsykiatrisk afdeling.
- Jeg var efterhånden godt træt af min situation og vidste, at der skulle ske ”et eller andet”. En dag sad jeg og læste Ude & Hjemme. Her faldt jeg over en artikel om Tabitas Hus og tænkte: ”Hvorfor er der ikke sådan et sted for mig”, husker Maria.
Det er svært at forstå, at det er den samme kvinde, som hun sidder der med livsmod i øjnene og overskud i stemmen, og fortæller sin historie.

Voldsom udfrielse
Næste gang Robert Bwalya prædikede, bad han deltagerne om at råbe til Gud for deres frihed. Maria kunne ikke få sig selv til at gøre det, hun syntes det virkede komplet åndssvagt, men det endte alligevel med, at hun gjorde det.
- Jeg tænkte, at jeg intet havde at miste, og så råbte jeg af mine lungers fulde kraft, at jeg ville være fri fra alle de ting jeg vidste jeg var bundet af, siger Maria.
- Hvad der så skete, husker jeg intet af, men jeg har fået fortalt, at det var meget voldsomt, fortæller Maria alvorligt.
Hun forklarer, hvordan hun vågnede op efter 45 minutter, med en granvoksen mand på venstre arm, stolerækkerne spredt omkring sig og blå mærker over hele kroppen.
En pige der havde været i behandling i Tabitas Hus, fortalte Maria at hun kendte et sted, hvor de tog sig af kvinder i nød, om det måske var noget for hende...?

En helt ny start
Maria fortæller om beslutningen om at flytte til Bakkebjerg, der er Evangelists kvindecenter på Nordsjælland.
- Jeg ringede og talte med lederparret Martin og Vibeke Schmidt. Vi talte sammen nogle gange, og tre uger senere var jeg flyttet. Jeg meldte simpelthen børnene ud af skolen og afmeldte både plejefamilien, som jeg stadig brugte til aflastning, og den plads på børnepsykiatrisk afdeling, som ventede på Mathias, siger hun.
Det var begyndelsen på et helt nyt liv for den lille familie. Siden sidste år på Alternativ Sommerfestival er der sket store ting. Ikke kun med Maria, men også med børnene Jessica, 9, og Mathias, 8, som har fået det bedre, efter at deres mor har fået det godt.
- Midt i hverdagen kan jeg glæde mig over alle de ting, som jeg ikke burde kunne gøre. For eksempel at stå op om morgenen og bare være glad, helt uden at skulle spise piller! siger Maria med dyb taknemlighed over alt det Gud har gjort for hende og hendes børn.



Fatter ikke at de gad
Det sværeste for Maria har været at åbne sig:
- Jeg har været vant til at trække mig væk fra folk, så snart de kom for tæt på. For jeg følte at jeg rummede så meget, at hvis jeg åbnede op, så ville de blive trætte af mig, fortæller Maria.
- Jeg fattede simpelthen ikke at lederparret på Bakkebjerg gad have med mig at gøre. Jeg kunne ikke forstå, at de elskede mig på trods af, at jeg havde fejl og mangler, og alting ikke altid var i den skønneste orden, siger hun.
Maria har altid været typen der kunne klare alting med glans, og det har været hårdt for hende når tingene ikke er lykkedes. Som f.eks. da hun for nylig dumpede sin anden køreprøve til stort kørekort.
- Jeg skulle hjem og skuffe dem alle sammen igen. Det var ikke særlig sjovt. Men de sagde bare at de elskede mig, griner Maria og tilføjer:
- Det er nu engang lettere at tage imod deres kærlighed, når tingene går godt for mig. Langt sværere er det, når det sker på trods af mine fejl...

Ikke synd for mig
Det har i allerhøjeste grad været et spørgsmål om tillid at turde lade mennesker komme tæt på. Hvis ikke hun havde gjort dette, var hun nok aldrig kommet så langt, som hun er i dag. Selv om hun blev sat fri for depression, var der  stadig mange års mønstre der hang fast.Måder at tænke og handle på og huller, der var lette at falde i.
- Nu er det ikke fordi det skal lyde, som om det er synd for mig, men det har langt fra været let, siger Maria eftertænksomt.
- Det har været valg hele vejen igennem. Først erkendelse, og derefter et valg om at jeg ville videre.Jeg har valgt at Guds ord skal være toneangivende for mine følelser, uanset omstændighederne, konstaterer hun.

Fremtidsdrømme
Maria er slet ikke i tvivl om at hun er der hvor hun skal være, og hun er dybt taknemlig over at være omgivet af mennesker der taler ind i hendes liv.
- Mine børn er glade! Og jeg ved at dette kun er starten på det, jeg gerne vil med mit liv, siger hun og får endnu mere lys i sine glade øjne.
- Jeg drømmer om at hjælpe unge enlige mødre og få mit eget hus. Før havde jeg intet at give, men nu har jeg noget, og jeg elsker at være med til at hjælpe andre. Men selv om jeg glæder mig til at give, så ved jeg, at det stadig er min tur til at modtage, uddyber hun.
Maria giver Gud ære for alt, hvad der er sket.
- Jeg ved, at det er muligt at blive fri! Alle mine omgivelser sagde at jeg ville knække efter tre måneder uden medicin, men nu - ni måneder senere - har jeg aldrig haft det bedre! Faktisk har jeg slet ingen bivirkninger haft ved at stoppe med de piller, som lægerne sagde, jeg skulle tage resten af mit liv!

Evangelist avis nr. 2, år 2006

Louise Pedersen er én af de personer, der medvirker som gæst i studiet i tv-programmet ”Forandring”. Her fortæller hun historien om, hvordan Guds kærlighed ramte hende i teeageårene og forandrede hendes liv.

- Da jeg gik på efterskole, fik jeg venner, som hele tiden gik og sagde: ”Jeg elsker dig”. Det er ikke normalt, det havde jeg i hvert fald slet ikke været vant til, og det gjorde bare et eller andet i mig. Lærerne var også anderledes end andre lærere jeg havde mødt. Jeg kunne mærke at de kunne lide mig, også selvom jeg gjorde nogle dumme ting. Ja, og så troede de på mig i skolen, jeg havde ellers altid fået at vide, at jeg var dum og at jeg ikke duede til noget. Alle de nye ting betød at jeg ændrede mig. Ikke fra den ene dag til den anden, men lidt efter lidt. Jeg turde tage min hårde skal af og bare være Louise. Det var stort for mig at mærke, at jo mere jeg viste af mig selv, jo bedre kunne folk lide mig. Det ændrede hele mit verdensbillede, husker Louise.

Der manglede noget
Louise Pedersen er 26 år og bor i Gørløse på Nordsjælland. Hun er fuld af humør og gode idéer og har altid en frisk bemærkning eller en sang på læben. I det hele taget smiler hun meget. Men sådan har det desværre ikke altid været!Louise endte på efterskole efter ottende klasse. Ikke fordi hun havde lyst, men fordi der ikke var nogen skoler i kommunen, som ville have hende.
At Skovbo Efterskole var kristen, var ikke noget hun tænkte så meget på; den kunne kun bruges, fordi hun kunne gå her og samtidig kunne fortsætte i pigegarden, der nok var det vigtigste i hendes liv på det tidspunkt!
Mens hun gik her, fik det med kristendommen og Gud lige så stille en betydning i Louises liv.
- Det var nok først og fremmest på grund af den kærlighed og accept, der var, at jeg fandt ud af, at det med Gud gav mening. Jeg havde også hørt lidt til kristendom tidligere, men der havde jeg ikke været interesseret. Nu kunne jeg bare mærke, at der var noget de havde, som jeg havde brug for, fortæller Louise.
Hver dag begyndte med en morgensamling, hvor de talte om Gud, og en dag besluttede Louise sig for, at det var det hun ville. Også selvom det betød, at der var nogle ting, som skulle ændres i hendes liv.
- Jeg holdt op med at spille musik, selvom jeg elskede det. Ikke fordi der var noget galt med musikken. Men dem fra pigegarden, som jeg spillede med, var de samme, som jeg gik i byen med og lavede dumme ting med, forklarer hun.
Hun fortalte dem også, at hun ikke drak og havde kærester hele tiden mere.
- Det var ikke så svært for mig at slippe det, for det var så uendelig tomt, konstaterer hun.

Alkohol og lightergas
Louises historie begynder naturligvis langt tidligere. For når hun mærkede, at de kristne havde noget, hun havde brug for, så var det ikke bare noget, som kunne være ”rart nok”. For hende drejede det sig om at overleve. For det var meget længe siden, at hendes liv havde været nemt.
Med en far som var alkoholiker, og en mor, der havde en voldsom depression i Louises tidligste barndom lagde hun ud med hårde odds.
- Jeg var naiv og bildte længe mig selv ind, at alt var som det skulle være, husker hun og fortsætter:
- Når min far sagde, at han bare lige skulle i kiosken og ville være tilbage 10 minutter senere, så troede jeg på ham, også selvom han havde svigtet mig mange gange før. Og når han så først kom hjem langt ud på natten, var jeg lige såret hver gang.
Louise smiler, når hun fortæller det og fortsætter:
- Det er som om jeg lyver, når jeg fortæller det her. Det ligger så langt væk fra den person jeg er blevet til i dag, så jeg kan slet ikke forstå, at jeg har været igennem det.
For naturligvis blev Louise nødt til at se det i øjnene på et tidspunkt.
- Det knuste mit hjerte i længden, og fra at være en sød og glad pige blev jeg hård og sur…
Allerede som ni-årig lærte hun at drikke, og bare få år senere var det helt normalt, at hun startede dagen på en halv flaske alkohol for at kunne holde livet ud. Hvis det ikke var alkohol, var det lightergas – det lærte hendes venner hende. 
Men det var ikke altid nok til hele dagen, så hende og hendes veninde måtte af og til smutte hen til veninden og fylde på i løbet af dagen, for at holde den gående.

Forandringen
For at holde smerten på afstand blev hun ufølsom og provokerende både overfor lærere og elever. Hun gjorde ikke, hvad hun skulle i skolen, og hun svarede igen. I weekenderne stod den på ballade med pigegarden, mere eller mindre uskyldigt og masser af alkohol. Det handlede bare om at holde smerten væk og hindre, at hun blev endnu mere forkastet. Derfor var efterskolen en kæmpe omvæltning for Louise. Det blev en ny begyndelse, især da hun lagde sit liv helt om efter at have besluttet sig for at blive kristen.
- Mit liv ændrede sig meget. Før skulle jeg drikke mig fuld for at være sej, nu kunne jeg være mig selv uden. Jeg gik fra at være en meget mørk og indelukket pige til at være lys og meget mere åben. Alt skete ikke fra den ene dag til den anden, men der var virkelig en meget stor forvandling, husker Louise.
Og hvis hun møder sine efterskolekammerater fra den gang, har de virkelig meget respekt, for den forvandling Gud har gjort.

Pleje til de inderste sår
Hun begyndte også at have overskud og lyst til at gøre noget for andre. Så efter et par år i København blev hun ung pige i huset hos en familie i Arnborg. Det betød meget for hende for første gang i sit liv at være tæt på en velfungerende familie og se, at det kunne lade sig gøre. Så var det ikke helt så farligt at have en drøm om at blive mor og hustru selv.
Men Louises rejse var ikke slut der. Efter en tid i hjemmet kaldte Gud hende til at blive medarbejder på Vildkildegård og starte op sammen med Nick og Mira Knudsen helt fra bunden af.
- Det var helt specielt. Ingen af os vidste, hvordan vi skulle gøre det. Gud havde sagt tre døgns bøn og faste. Men hvordan gør man det i praksis, tænkte vi. Jeg kan stadig huske, hvordan Nick hoppede rundt i stuen, da han havde ledt vores første beboer til Helligåndens dåb.
Hun lærte utrolig meget af den tid, men jo længere hun var der, jo mere tydeligt blev det også, at der var nogle områder i hendes liv, som stadig manglede at blive helet.
- Gud havde gjort mange ting for mig, men mine inderste sår havde han ikke behandlet endnu. Men det fik han ro til, da jeg tog til Gørløse efter halvandet år på Vildkildegård. Jeg havde brug for, at Gud lærte mig virkelig at stole på andre menneskers kærlighed, for min opvækst havde ødelagt den del af mig. Så jeg afviste mine venner, når de kom for tæt på. Og jeg syntes aldrig nogensinde at det jeg gjorde var godt nok, fortæller Louise.

Drømmer om at synge
Men sådan er situationen ikke længere. I dag ved hun hvem hun er og hvad hun kan.
- Jeg er dygtig til nogle ting og har nogle gaver. En af dem er at synge, smiler Louise.
Hun smiler, fordi det kommer ikke bag på nogen. Hun har sunget med på flere af Evangelists cd´er og synger uge efter uge med i lovsangen til Evangelistmøder. På Powerskolen er hun også mange morgener med til at lede mennesker ind i Guds nærvær.
- Jeg drømmer om at lede folk i tilbedelse, som jeg allerede gør. Jeg vil gerne rejse rundt med det, og jeg vil gerne, når Gud timer det, give det videre til andre, som jeg har lært.
Louise stråler, når hun taler om at synge. Sang er hendes store lidenskab, og derudover banker hendes hjerte for børn, som har oplevet svigt og skuffelser.
- Jeg kunne godt tænke mig at være med til at give en fremtid til børn uden fremtid. Eller tage mig af børn, hvis forældre har brug for hjælp i en periode, fortæller hun.
Nogen gange undrer hun sig over, at det lige præcis var hende der fik hjælp, mens mange af de mennesker, som var omkring hende enten er på stoffer eller er døde i dag. Det har hun intet svar på, men hun er så taknemmelig, fordi Gud har gjort hende glad, så hun kan vågne og elske livet hver dag.

Evangelist avis nr. 1, år 2008

Du kan også møde Louise i programmet "Forandring" her.